Esbjerg Ungdomsskole og SSP Forebyggelse & Vejledning er pr. 1. januar 2023 en samlet organisation. Vi søger pr. 1 august 2023 en pædagogisk leder for organisationens SSP-konsulenter, områderådgivere samt Novrupskolen.
Om opgaverne:
SSP-konsulenter:
I Esbjerg kommune dækker SSP-konsulenterne forskellige geografiske områder og varetager forebyggelsesopgaven ud fra den teoretiske referenceramme, kaldet forebyggelsestrekanten.
Forebyggelsestrekanten er en fast del af det faglige fundament i forebyggelsesarbejdet.
Konsulenterne samarbejder bredt med almenområdet, skoler, myndigheder, politi, forældregrupper mv.
Derudover er opgaverne ofte konsultative og netværksrelateret set ift. øvrige aktører, alt sammen med et kriminalpræventivt sigte.
Udover SSP-konsulenterne er der ansat 1 specialkonsulent i organisationen.
Områderådgiverne:
Områderådgiverne har fokus på børn og unge, som af en eller anden grund ikke trives. Områderådgiverne kan bygge bro mellem de voksne i barnets netværk og hjælpe med at afdække muligheder for støtte, så udviklingen vendes. Vi samarbejder tæt med de øvrige professionelle omkring barnet/den unge og med familien. Områderådgiverne står til rådighed for rådgivning og sparring til både barnet/den unge og familien samt andre professionelle, der arbejder med børn, unge og familier. I forbindelse med Barnets lov er vi her ved at afstemme opgaver og roller ift. øvrige relevante samarbejdspartnere bl.a. Familierådgivningen.
Familie- og klasserådslagning:
Vi tilbyder familierådslagning, højkonflikt familierådslagning samt klasserådslagning.
Familierådslagning er en mulighed for børn og familier, der har brug for støtte til at finde frem til, hvordan barnet bedst muligt kommer til at trives igen med hjælp fra det nære netværk. Klasserådslagning er udviklet på baggrund af erfaringer med mere end 1400 familierådslagninger i Esbjerg Kommune og med et ønske om at sikre børn og unge ”agency” i eget liv. Vi afholder klasserådslagning fra 0. - 10. årgang.
Novrupskolen:
Er Esbjerg kommunes skoletilbud for unge, som har særlige skolemæssige og sociale udfordringer. Der er tale om et skoletilbud for et individuelt tilrettelagt forløb, hvor der tages hensyn til den enkelte unge.
Hverdagen på Novrupskolen er struktureret ud fra den enkelte unges læringsbehov og der kan arbejdes med praktiske og kreative opgaver, som en del af skoledagen. Der er også mulighed for at etablere praktikløsninger i kombination med skolegang. Der arbejdes på nuværende tidspunkt med at beskrive en model med fokus på fag og metode samt tydelige handleplaner for de unge, som går på skolen.
Se meget mere på www.esbu.dk og http://ssp.esbjerg.dk/
Rollen og forventningerne til den pædagogiske leder:
- Har med reference til skolelederen det overordnede faglige, pædagogiske, lovgivningsmæssige og administrative ansvar for tilbuddene
- Ansvarlig for pædagogisk ledelse og faglig kvalitet og udvikling af de forskellige områder og tilbud
- Bidrager – som en del af det samlede ledelsesteam – til generel udvikling af organisationen
- Sikrer at organisationens visioner, strategier og planer omsættes til praksis
- Repræsenterer- efter aftale med skolelederen - organisationen i interne og eksterne relationer
- Praktiserer og understøtter i sit virke Esbjerg Kommunens mål, værdier og ledelsesgrundlag
Driftsrelaterede opgaver for den pædagogiske leder:
- Udstikker mål og rammer for personalet
- Tæt samarbejde med eksterne aktører
- Evaluering af tilbud
- Medarbejderrekruttering
- Pædagogisk udvikling og sparring med medarbejdere
- Budgetstyring
Derudover forventer vi, at du, som pædagogisk leder, byder ind på en bred variation af små og store funktioner og ansvarsopgaver på tværs af organisationens samlede tilbud. Opgaverne fordeles mellem lederteamets medlemmer på baggrund af de personlige kompetencer og interesser samt den individuelle opgaveportefølje.
Du bliver hovedansvarlig for, at tilbuddene hænger og spiller sammen med den øvrige organisation, og at de faglige og andre synergipotentialer identificeres og realiseres. Den pædagogiske leder praktiserer og balancerer det ”dobbelte lederskab” som medlem af ledelsesteamet.
Du bliver også generelt ansvarlig for at bidrage til et godt arbejdsmiljø, høj motivation og god trivsel blandt medarbejderne.
Vi søger en pædagogisk leder der har:
- Ledererfaring
- Lederuddannelse - gerne på diplomniveau eller et ønske om på sigt at igangsætte en sådan
- Evnen til at arbejde tillidsbaseret og anerkendende både internt og eksternt
- Fokus på meget tydelighed og ordentlighed i sine personlige relationer: empatisk og lyttende i sit personlige lederskab
- Et godt overblik og en god struktur i sin planlægning og ledelse
- Forståelse for myndighed og gældende lovgivning, samt kan indgå i pædagogiske drøftelser og dilemmaer
- Beslutnings– og handlekompetencer – også på et ikke oplyst grundlag, når situationen kalder på det
- Troværdighed og autencitet – kan skabe følgeskab også på de mindre populære dagsordener
- Evnen til at være dialog- og processtærk og kan holde sig tålmodig i proces og dialog, men også få konkluderet og afsluttet, når tid er
- Kan udøve distanceledelse til flere forskellige faggrupper på en tillidsskabende og lydhør facon
Det tilbyder vi:
- Et velfungerende ledelsesteam hvor du har mulighed for at få og give sparring på tværs af organisation, opgaver og snitflader
- Mulighed for at være medskaber i processen med sammenlægning af to organisationer
- En kollegial tillids- og humørfyldt arbejdsplads
- Stor frihed i udførelsen af jobbet i koordinering med skolelederen
- En organisation der arbejder aktivt og dynamisk med vores opgave for og med målgruppen, samt vores strategier og visioner i forbindelse hermed
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Alle kvalificerede uanset køn, alder eller etnisk baggrund opfordres til at søge stillingen.
Ved ansættelse i stillingen vil straffeattest og børneattest blive indhentet.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte skoleleder Anders Winther på tlf. 21 45 66 15 eller pr. mail aw@esbjerg.dk
Ansøgningsfrist:
Tirsdag den 13. juni 2023
Samtaler forventes afholdt i uge 25.
Ansøgningen sendes elektronisk. Klik på "send ansøgning" nederst og vedhæft din ansøgning, CV og relevant dokumentation.